Slaveri og tillid

Nu om emnet slaveri. Her er stridighederne, tabuerne og definitionsdiskussionerne nok endnu værre. En kort google-søgning på forskellen mellem sub og slave giver adskillige resultater. De første, min søgning gav, var utilfredse med udvandingen af slavebegrebet, at alt for mange kalder sig slave uden at leve op til hvad de mener det indebærer. I forhold til den slags synspunkter kan jeg ikke lade være med at påpege, at ethvert ikke-udvandet slavebegreb ville involvere ufrivillig indfangning og handel med mennesker, som i hvert fald ikke spørges om tilsagn. Eller med andre ord: ethvert fornuftigt BDSM-slavebegreb vil være udvandet i en eller anden grad. Så kan man selvfølgelig vælge den minimale definition af frivilligt slaveri, at slaveri er det tætteste vi kan komme på den historiske forståelse; altså fuldstændigt uigenkaldeligt ejerskab som indgås frivilligt. Men man må stadig acceptere, at BDSM er et ægteskabmellem fantasi og praktisk virkelighed, så der vil være kompromisser – og nok uundgåeligt uenighed om, hvor langt disse kompromisser skal gå, selv hvis man (modsat mig) vil ’beskytte’ begreberne mod ’udvanding’ af de, der ikke er hard core.

For det andet er slaveri helt utroligt ladet. Det er nærmest et tabu, hvilket giver det en stor tiltrækning for nogen og frastøder andre. For nogle er det en fetish, noget der er spændende at lege med og rollespille, uden at det er en livsstil, som de, der beklager sig over udvandingen af begrebet insisterer på, at det er. For andre har det så negative konnotationer, at de frastødes af det, også selvom det, de søger, i sit indhold svarer til, hvad andre kalder ’livsstils-slaveri’. Jeg kan ikke se, at BDSM som emancipatorisk projekt, noget der skal sætte folk fri til at leve deres lyst, kan begrænse muligheden for at dyrke slave-fetish eller slave-rollespil, blot fordi nogen føler, at det udvander deres livsstil. Derfor vil jeg hermed opfordre det brede internet til at finde på et andet begreb, der kan dække over levet moderne livsstilsslaveri, så vi kan overlade ordet slave til fetishisterne og tale om livsstilen på en ikke-ladet måde.

Nogle ville påstå, at dette begreb er TPE, altså total power exchange, fuldstændig overgivelse af magt fra en til en anden. Hvis man er tilhænger af den minimale definition af frivilligt slaveri, er dette nok egentlig en dækkende løsning. I givet fald, vil man kunne skelne mellem TPE-slaveri som en fuldstændig overgivelse af magt og fetish-slaveri som at arbejde med af slaverollen inden for et kontinuert forhandlet forhold (hvad enten dette er 24/7, mellem faste partnere eller blot en scene). Jeg mener dog, at TPE dækker mere, end livsstilsslaveri behøver at gøre, netop idet det fordrer total og grænseløs overgivelse af magt. Dermed er det en kvantitativ definition; TPE er der, hvor der ikke er noget, der ikke kan kontrolleres. Jeg foretrækker en kvalitativ; jeg ser ejerskab, slaveri, som noget der i sin natur er forskelligt fra det at ’blot’ at underkaste sig en andens vilje.

I den minimale definition ovenfor var forskellen, udover den totale overgivelse, at slaveri er uigenkaldeligt. Dette var også noget af det, der gik igen i min søgning. Det påpeges, at submission er noget man vælger igen og igen; som man måske gør i et etableret forhold under etablerede rammer, men som stadig er noget man gør, fordi man vælger det. Slaveri er i denne forståelse noget man vælger én gang. Derfor lægges der også vægt på alle de ting, der gør submission til et valg, for negativt at afgrænse slaveri; slaveri har ikke kontrakter med betingelser, ikke grænser, ikke stopord osv. fordi disse alle er til, for at den submissive ultimativt har kontrol over, hvad der kan ske. I det tilfælde defineres rigtig mange af de folk, der tiltrækkes af slaveri ud af kategorien og ind i, at vi bare er D/s’ere med en slavefetich.

Der er en kvalitativ forskel på underkastelse og slaveri, efter min mening, og jeg tror også den ligger i hvordan underkastelsen gives. For mig er kernen og fascinationen i slaveri det uigenkaldelige. Altså at man er i en situation, hvor man ikke længere kan sige nej eller stille krav om det, som man har givet bort. En submissiv vælger at følge hvert skridt af vejen. Det kan udmærket være, at en person nyder underkastelsen så meget, eller har et så stort behov for at være tilpas, at hun vil underkaste sig længere, end hvad der handler om hendes umiddelbare lyster. Det kan også være, at hun nyder at være ’tvunget’ til at gøre dette eller hint (indenfor sine grænser), når den dominante dikterer det. Men i begge tilfælde, vælger den submissive stadig at gå med, fordi hun nyder underkastelsen, eller følelsen af at være tvunget. Det kan også meget vel være, at den submissive i kampens hede får svært ved at sige nej, fordi hun glemmer sig i rollen, er i subspace, eller blot i den endorfin-rus der gør, at det, hun ellers ikke var ok med, pludselig er ok i legen. Men i det tilfælde er det stadig en del af aftalen, at den dominante forsøger at kontakte hende, og at han husker, hvad hun har indvilliget i, og overvejer, hvad hun ville have valgt, hvis hun var ved sine sansers fulde brug. Som jeg ser det, er forskellen for en slave, at hun søger en situation hvor hun ikke længere vælger; hvor det, der bliver valgt for hende, ikke længere er noget, hun betragter som et valg, men noget givent, nogertudenfor hendes magt.

Men derved kommer vi også til en væsentlig forskel, som er påpeget af dem, der arbejder med ’internal enslavement’: Det kan godt være at en slave vælger at give magten over sig selv til en anden, men valget bliver jo kun bindende, i det omfang hun er bundet til det. Da slaveri (heldigvis) ikke har nogen juridisk gyldighed i vores samfund, er det i sidste ende slaven, der giver slaveriet gyldighed. Hvis det kun er herren der betragter slaveriet som gyldigt, må han tvinge hende, og det er (igen heldigvis) ikke lovligt. Eksternt slaveri er heldigvis fortid. Internal enslavement, på den anden side, er idéen om at bygge lænker, der er ligeså stærke som eksternt slaveri, i slaven selv, ved at opdrage hende til, at alt andet end lydighed er en umulighed, og arbejde denne erfaring så dybt ind i hende, at hun mister evnen til at tage den kontrol, hun gav fra sig, tilbage.

Uden sådanne 'indre lænker' kan slaven muligvis have givet sig selv med stor hengivenhed og alvor. Og hun kan meget vel adlyde ham fuldstændigt og helt som havde hun været bundet. Men hun gør det kun, fordi hun vil slaveriet så meget, at hun ville gøre nærmest alting for at realisere sin drøm; hun er bundet af sit eget ønske om slaveri, ikke af noget der binder hende til hendes status som slave. I hvert fald i første omgang vælger hun kontinuert sit slaveri, ligesom den submissive kontinuert vælger sin submission (dermed ikke sagt, at det ideal, der holder hende til valget, ikke kan være en meget stærk ting). Slaveri, i hvert fald forstået som kontrol, der ikke kan tages tilbage, er altså ikke noget, man kan skabe fra den ene dag til den anden, men noget der bygger på en lang proces, hvor lydighed efterhånden bliver til ejerskab. I den forståelse, altså ikke som noget, hvor man ikke bare vil ubrydeligt ejerskab, men har nået det, er det min påstand at meget få vil leve op til definitionen herrer og slaver. Men netop fordi at der er en kvalitativ forskel i ønsket, slaver har, om ejerskab, om at nå dertil, hvor det ikke længere er et valg, synes jeg ikke det er rimeligt blot, at kalde alle dem, der søger hvad vi kan kalde ’slavetilstanden’ for submissive eller fetishister. Jeg tror heller ikke, at det er meningsfuldt at tale om, at en slave fra dag til dag vågner op, og nu er magtesløs overfor sin herre. Det er en gradvis proces, hvor man længe vil det at miste kontrollen over det man giver, og giver det igen og igen indtil man efterhånden ikke længere behøver at give, indtil det rent faktisk er hans.

I min forståelse er underkastelse, submission, det at give fordi man nyder at give, og fordi man vælger at give til den der tager. Slaveri, i D/s-sammenhæng, er at give fordi man ønsker at nå dertil hvor man ikke længere har noget valg, hvor det man giver endegyldigt er den andens. I slaveriet giver man fordi man vil slaveriet, vil idealet, og i stigende grad fordi man er slave, ikke længere har et valg. Det er en måde at arbejde med underkastelse, hvor man søger at arbejde underkastelse og dominans ind i slavindens psyke. Slavinden søger ultimativt at føle sig ejet, være ejet, uselvstændig i den ene eller anden grad. Det er noget andet, end bare at opleve at opgive kontrollen. At reducere slaveri til, at det skal være så eller så meget dominans og underkastelse, er at opgive en vigtig kvalitativ nuance indenfor dominans og underkastelse. På den anden side kan jeg ikke se, at der er nogen grund til kvantitative kriterier for slaveri. Det kan være, at man nyder slaveri indenfor en del af sit liv, såsom ens seksualitet, eller ens liv i hjemmet, men ikke for andre, helt ligesom D/s kan involvere hele tilværelsen eller kun hjørner af den. Som jeg ser slaveri, er det vigtige at man overgiver, eller søger at overgive, den grundlæggende kontrol med det der er givet; at det er noget, man med tiden vanskeligt eller slet ikke kan tage tilbage.

For mig er der noget meget smukt ved det, at give noget uden betingelser. Det, at hun betror mig med sig selv på den måde, får mig til også at give mig selv ubetinget til det, at tage mig af hende som hendes herre. Jeg tror på at bygge slaveri på tillid og kærlighed, på at nå dertil, hvor vi kender hinanden så godt, at valget forsvinder for hende, fordi jeg ikke kan tænkes at ville andet, end hvad der er godt for os begge.  Jeg er ikke sikker på, om dette er uigenkaldeligt slaveri. Jeg er ikke sikker på om sådanne bånd ville holde til, at jeg skulle svigte hendes tillid. Men jeg har intet behov for at finde ud af, om det er tilfældet. Jeg håber en dag at finde en pige, der vil bygge en tillid, som er det samme som, at un giver sig selv til mig, men kun fordi vi kan have tillid til, at jeg ville bruge den magt til hvad der er bedst for os begge.

Når virkelighed og fantasi skal mødes

Jeg ser Kink som en måde at sætte os fri, ved at begrænse os. Vi begrænser os selv ved at forhandle, bruge stopord og følge credoer som risk aware consensual kink, eller safe sane and consensual. Ved at gøre dette, er vi i stand til at gøre ting, der hverken ellers hverken kunne eller burde være acceptable for os, samfundet eller vores egen samvittighed. Ved på den måde at begrænse os er vi frie til at påføre smerte, ydmyge, tvinge, binde osv. netop fordi vi er bevidste om hvad vi gør, og sikrer os at vi aldrig kommer til at gøre noget som er virkelig slemt. Ved at gøre fantasien gensidig, nydelsesfuld, og sund for begge parter, kan vi få noget godt ud af fantasier og impulser, der i deres rå form muligvis ikke er så smukke.

Kink er med andre ord et ægteskab mellem ansvarlighed og frigørelse; mellem det grimme og det smukke. Men det er også et ægteskab mellem de hedeste fantasier og den ganske dagligdags virkelighed vi lever i, hvor både parforhold, karriere og alle mulige andre ting skal gå op i en højere enhed. Vi tror ikke på at sætte grænser for fantasien, men vi lever i virkeligheden.

Det at finde ud af at den side af mig, der nyder at se kvinder lide og miste kontrol, kunne blive kunne blive noget der er godt og smukt, er en af de bedste ting der er sket i mit liv. Jeg er, uagtet om jeg rent faktisk vælger at leve min dominans og sadisme, endog meget gladere og mere tryg ved at være mig efter at have accepteret denne side af mig. Ligesom så mange andre emancipatoriske bevægelser starter frigørelsen i Kink i første omgang med en selv: med at acceptere at det er ’ok’ at være som vi er. Alt det sjov vi så skal have med det kommer faktisk i anden række.

Ironisk nok er det når det kommer til alt dette sjove at det bliver kompliceret. I hvert fald for mig. Jeg har helt ubetinget været et helere menneske med et højere selvværd, i de snart fem år jeg har vedkendt mig denne del af mig selv. Men det at finde balancen mellem fantasi og virkelighed er stadig en udfordring – og bliver nok ved med at være det resten af mit liv.

Kink er for mig ikke grænseløshed, blot at jeg selv tager ansvar for mine grænser. Det betyder frihed, men frihed under ansvar. Det er ikke muligheden for uhindret at gøre ondt ved en anden, men samvittighedsfuld sadisme. Det betyder at jeg ikke længere behøver at skamme mig over mine fantasier, men der er stadig mange af dem, som jeg aldrig ville kunne leve med god samvittighed. Det betyder også at jeg igen og igen bliver konfronteret med folk som har andre grænser for, hvad der kan og bør udleves, end jeg har; at jeg gang på gang konfronteres med muligheden for at gå langt længere efter nydelsen. Ligesom BDSM i høj grad handler om at sige ’ja’, er det også en øvelse i at sige ’nej’.

Ofte er det ikke noget nemt kompromis. Der er tidspunkter hvor jeg har Kink på hjernen og bliver tiltrukket af de mest kompromisløse fantasier, endda nogen som jeg ikke engang ville kunne bifalde at andre udlever. Uanset at Kink sætter os fri, vil der altid være en afstand mellem det, der skal fungere i en ganske almindelig kedelig hverdag, og det der foregår i fantasiens verden. Der vil også altid være et hegn, på den anden side af hvilket græsset altid, eller i hvert fald ofte, synes grønnere. Og jeg må desværre indrømme at jeg heller aldrig har været i et kinky forhold, uden at jeg også nu og da har drømt om det, der var lidt vildere, renere, hvor der var færre kompromissser, mindre dagligdag, og mindre modstand mod min dominans at bekymre sig om. Heldigvis er jeg mindst én gang nået så langt, at jeg kunne give slip på det ’andet og mere’, og vide at det var det forhold jeg var i, jeg ville, og at det ’andet’ ville blegne efter den første kådhed og udløsning.

Jeg har ikke noget færdigt svar på hvor langt jeg og min partner vil gå i kompromisset mellem vores seksuelle og kinky liv og alt det andet vigtige og værdifulde i tilværelsen. Det kommer til at afhænge af mig, min partner og hvor vi er i vores liv. Jeg ved hvad jeg ikke vil. Jeg ved at jeg er en hel del mere end mit kink, og at de piger jeg har elsket elskede jeg for så meget mere end deres kink – selvom jeg har det med at elske dem jeg tugter. Jeg ved at jeg er menneske før jeg er sadist, at det at møde en anden, se det smukke i hende og at bygge noget smukt med hende er centralt for mig. Kink er et medie, en måde at være sammen på og se skønhed i min elskede og vores forhold, som ellers ville være skjult. Men det er stadig et medie, en måde at elske på, ikke kærligheden selv.

 Jeg har for længe ladet mig begrænse af etiketter. Af at et Herre/slave-fhorhold, var det og det, og at det var noget jeg ikke kunne leve, men stadig længdes efter. Eller at jeg og hun måtte være på den ene eller den anden måde, fordi vi valgte at binde os selv til etiketten ’slave’. Forhold er levende størrelser, og selvom vi bygger på delte fantasier og idealer, som at hun var ejet, er idealer uden kompromisser undertrykkelse og fantasier som ikke giver os plads til at vokse kan blive mareridt. Og jeg tror, at idéen om, at man skal være på én bestemt måde for at leve op til en etiket eller en ’livsstil’, kun er til skade for dem der prædiker, eller prøver at leve, det, i stedet for at leve deres egne liv og deres eget kink.

Mit forsæt skal fra nu af være at afvise absolutter og omfavne det faktum, at Kink handler om kompromisser. Og at der ikke skal være nogen der fortæller hverken mig, eller min elskede, hvad vores forhold skal indeholde (udover gensidig, frivillig sjov med en god dosis kommunikation, bevidsthed og ansvarlighed), uanset hvad vi vælger at kalde os.

Nogle gange føler jeg mig en smule tykskallet, når jeg tænker på, hvor meget tid, refleksion og forvirring det nogle gange tager at nå til sådanne simple pointer. Jeg håber dog nogle af jer derude har kunnet få et eller andet ud af at følge min forvirring.

/ I