At afklæde

I sig selv synes underkastelse ofte set som en ’rolle’; rollen som slave, submissiv, lille pige eller kæledyr. Ønsket om underkastelse ledsages også til tider, især af personer som har et stort behov for at give, med ønsket om at blive gjort til ’lige det Herre ønsker’. I mere seksuelt betingede underkastelses-ønsker ligger transformationen også ofte centralt; ofte et ønske om at blive en hore, tæve, kneppe-killing osv. Der er sjældent nogen der ytrer ønske om at underkaste sig for ’bare at være sig selv’.

På den anden side ville jeg som dominant aldrig virkelig kunne dominere, eller elske (to sider af samme sag for mig), min pige for andet end den hun er. Selvfølgelig ændrer vi os, og at sige at man ikke finder ’fejl’ ved en elsker, ikke finder ting man kunne være for uden, forekommer mig at være enten meget forelsket eller en mild løgn.

At gøre os til Pygmalion og forme det vi elsker, ikke af elfenben men ud af et menneske, er for mig at se at gøre vold på det, der er det menneskelige. At elske en anden for at være blevet præcis det, man ønsker, er det samme som at elske projektionen af noget i en selv. Forelskelse er måske nok at ’finde’ det man længes efter i sig selv, i en anden; men kærlighed er det der kommer efter projektionen, det er når man har fundet ud af hun ikke er billedet af ens længsel, men elsker hende for netop det hun er. Pygmalion elsker som Narcissus i virkeligheden kun ekkoet af sig selv, ligesom den dominante aldrig vil nå videre end selvforelskelsen – eller den submissive end selvudslettelsen – hvis dominans handler om at skabe slaven i sit eget billede.

Ikke desto mindre er underkastelsen en transformation. Bare den omvendte. Underkastelse handler ikke om roller, men om nøgenhed. Det jeg stræber efter som dominant, er ikke, at min pige stræber efter at blive noget andet for mig, men lige netop at blive sig selv. Underkastelsen er afklædelsen, den konstante insisteren på ikke at lade noget være mellem mig og hende. Hvis hun lader som om hun er dette eller hint, eller kan lide noget hun ikke kan lide, holder hun det hun egentlig er bort fra mig, og giver mig i stedet et billede af hende. At elske er at acceptere alt, min dominans er at kræve alt.

Transformationen i underkastelse ligger netop i denne afklædning. Det nye ligger ikke i at holde en ny maske op mellem hende og mig, men i at maskerne er faldet og dette netop giver hende mulighed for at være noget nyt, noget andet, noget der også er hende. Disse nye ting kan synes som mange nye roller (hvilket er der hvor misforståelsen kommer fra), men sagen at de netop ikke er det; at det nye ved underkastelsen ikke er nye roller, men udforskningen af det, man kan være, når ens faste maske falder.

Det jeg elsker ved at være dominant er ironisk nok evnen til at sætte fri; til – igennem at insistere på at afklæde hende kontrollen, evnen til at spille roller, til at forstille sig, at sætte noget nyt fri som er smukt, unikt og helt igennem mit såvel som hendes.