I de næste essays vil jeg gå i dybden med, hvad forskellige dele
af BDSM betyder for mig. Jeg har været kinky i lang tid nok til at have en
rimelig klar idé om hvad for en slags forhold, jeg vil have. Men også lang tid
nok til at vide at forhold, og de definitioner vi bruger om dem, er flydende
størrelser, og at kink er noget, der ligeså meget foregår mellem to (eller flere, hvis man er den type)
partnere, som det er noget, der er inde i hver enkelt. Hvad jeg kan lide
afhænger i høj grad af, hvem jeg er sammen med, og hvad hun vækker i mig.
Jeg har været forvirret og ambivalent i forhold til nogle af de ting, der
tiltrak mig, såsom 24/7, fordi de bragte mig i en kategori med nogen, hvis
tilgang til BDSM involverede kompromisser, som jeg ikke kunne leve med. I dette
essay vil jeg prøve at nå ind til kernen i, hvad 24/7 er, for at finde ud af
hvad det er der tiltrækker mig ved det, og hvor 24/7 jeg egentlig er.
Jeg er dominerende, også udenfor
’soveværelset’. Jeg har altid været tiltrukket af forhold, hvor dominansen ikke
stopper ved seancen, ved tærsklen til soveværelset, ved overgangen til
hverdagen. Jeg har aldrig været i forhold, hvor vi var helt eksplicitte om
hvornår vi legede, hvornår min dominans var relevant og hvornår den ikke var.
Jeg har heller aldrig været i forhold, hvor vi ikke til tider har talt sammen
som lige, hvor jeg ikke har kunnet få at vide råt for usødet, når jeg gjorde
noget forkert, eller noget måtte ændres.
For mig har dominans og underkastelse
altid været en flydende, organisk størrelse. Ikke noget man kan komme i kasser
med skarp adskillelse. Og jeg har altid nydt den spænding, som understrømmen af
at jeg også var dominant, skabte imellem mig og
hende.
Jeg ved ærligt talt ikke, om det får mig
ind i kategorien ’livsstil’ eller ej. På mange måder er min dominans en
livsstil, omvendt er mine ambitioner, både på mine egne og på min partners
vegne, ikke at bygge vores liv og muligheder op om vores lyst, men at integrere
lysten, vores kink, i en almindelig sund tilværelse med alle de små og store
ikke-kinky udfordringer, en sådan indeholder.
Hvis jeg betragter mig som 24/7 er jeg
sikker på, at der er nogen der vil mene, at jeg ikke er rigtig 24/7. Jeg er også sikker
på, at der er en del, der ikke ser sig selv som ’livsstils-kinky’, som i ligeså
høj grad som jeg oplever en understrøm af de roller, de har i legen, når de er
sammen helt normalt. Jeg tror også, at mange der, uden at identificere sig som
24/7, nyder at glide ind og ud af roller og leg på den samme flydende måd.
Forhandling håndteres i forvejen, signaler sendes og afkodes, fordi man kender
hinanden – helt som jeg ville læse og ’teste’ min sub, før jeg går så dybt ind
i ’rollen’ med hende, at jeg ville få svært ved at give mig uden at undergrave
min autoritet.
Som sagt er min holdning, at definitioner
er flydende i praksis, og jeg tror det er vigtigt at holde fast i, at de er
unikke for den enkelte. Der er ikke nogen ’rigtig 24/7’, ikke ’rigtig SM’, ikke
’rigtigt slaveri’. Selvfølgelig er definitioner meningsløse, hvis de omfatter
alting. Men ’rigtigheds’-idéen er usund, da den bygger på, at BDSM skulle
handle om andet end, hvad der er godt for lige netop en selv og ens partner.
Selvfølgelig er det, når man eksempelvis skal diskutere ting med andre, vigtigt
at være klar om, hvad man mener med det ene eller det andet; men så må vi
modificere og eventuelt kvalificere vores definitioner, så de passer til de
forhold, vi lever i den virkelige verden – ikke modificere vores forhold, så de
passer til de fælles definitioner. Det eneste, der er værd at definere ud af
BDSM, den eneste ’forkerte’ SM, er den, der er ufrivillig og skadelig.
Det vi gør handler ikke om at finde den
definition, vi passer ind i, men om at lære af de mange ideer og definitioner
der er og igennem det at finde det unikke kink, som nu engang er vores. Det,
som gør, at det stadig giver mening at tale om, hvorvidt jeg er til 24/7, endda
i nogle situationer til slaveri, er, at det som ideal har en speciel mening for mig, og for andre der
identificerer sig med det, som ligger ud over, hvad der er i almindelig leg.
Ved at diskutere den mening, det har for mig, håber jeg, at jeg selv og andre
blive klogere på, hvad 24/7 kan betyde. Men der kan som sagt være
andre, der har forhold, som bygger på andre forståelser, og det gør dem hverken
rigtige eller forkerte.
For mig er 24/7 et spørgsmål om at man vil, at magtforholdet også er gældende
udenfor soveværelset. 24/7 er idealet ikke bare at kunne glide ind og ud af
legen, og altså ikke vente på at definere og aftale en scene, men at legen på
sin vis fortsætter under overfladen selv når der ikke ’leges’, fordi den altid
er latent, fordi den kan bringes i spil. Det er muligt, at en del ikke-24/7-par
også nyder spontane scener, den ikke-alvorlige diskussion, der bliver til en
(heller ikke alt for alvorlig) gang smæk, så længe det foregår indenfor aftalte
rammer. Forskellen ligger for mig at se i, at for dem, der blot leger spontant,
kan spontaniteten være en måde at forstærke scenen på: det er dejligt og
befriende, at SM foregår udenfor alt for formelle rammer. For 24/7-parret er
muligheden for magt en måde at forstærke hele forholdet; ikke bare den afstraffelse
eller magt der udøves, men også alt det andet der foregår, fordi det befrugtes
af, at der er en der har magten og kan udøve den.
Meget interessant læsning :) og god selvindsigt, samt en sund indstilling til hvad 'BDSM' egentlig bør være for det enkelte individ, og ikke en masses ideer og definitioner..
SvarSletKH
MissGalore(fra scor.dk)